Torben OlesenTorben Olesen

Jeg voksede op i 1950ernes provinsielle overgang mellem land og by, i udkanten af Roskilde, med Domkirkens tårne højt hævet over byens tage.

For enden af vejen begyndte markerne, de levende hegn, mosehullerne og skovbrynet. Fra baghavens tilgroede stakit gav en løs rafte adgang til jernbaneterrænets forbudte område. Togskinnernes parallelle linjer fortonede sig i horisonten, som en pil pegende udad mod den store, vide verden. Sammen med Huck og Tom lå jeg i et gule græs på skrænten og røg majspibe, mens togstammerne kørte forbi trukket af osende lokomotiver.

Radioapparatet med brunt lærred foran højtaleren blev afløst af et fjernsynsapparat på teaktræsbord, på den måde kom både Lucy show og præsidentmord ind i stuen.

Bogreolens Jan bøger og Kim bøger veg pladsen for digtsamlinger af Malinovski og Ginsberg. Dave Clark Five og The Searchers lå allerede og skvulpede i kølvandet, det var Donovan og Bert Jansch der lagde lydsporet til drømmen om de lange rejser.

Endelig sluppet ud af skolen foråret 1968 gik min første rejse til det eventyrlige Jylland, på tommelfingeren ad uendelige biveje, fra den ene præstegård til den næste, for til slut at blive arresteret i Odder på grund af mistænkeligt udseende.

Derfra gik det videre på tommelfingeren, på stop, ned gennem Europa, på kryds og tværs, frem og tilbage. Dengang førte alle veje til Amsterdam, til Milkveg og Paradiso, til van Gogh og Rembrandt, til Victor på hans hjemmebyggede husbåd hvorpå man uvilkårligt så sig omkring efter Miller og Dostojevski.

Men skyggerne fra Domkirkens tårne var lange og svære at undslippe. En novemberdag satte jeg kursen mod Indien sammen med min gode ven Åge. Den berømte Istanbul Ekspres var kørt ind på et sidespor på grund af en kolera epidemi der rasede i byen, så fra Bulgariens hovedstad Sofia kom vi skramlende i en gammel bus, der fræsede livsfarligt gennem landsbyerne med høns og gamle koner flagrende bag sig i støvskyen. Hængende halvt ude af døren skreg billetsælgeren; Stambul! Stambul!

Adskillige måneder senere brød jeg op fra det sydlige Indien med fem dollars på lommen, for at begive mig hjemad, mod nord, mod Oswald Spenglers Europa, hvortil jeg ankom ca. foråret 1971 netop i rette tid til at møde min livsledsagerske Birgitte, så vi sammen kunne vænne os til tanken om at blive forældre til vores søn Jonas.
Netop i rette tid til at blive optaget på Kunsthåndværkerskolen tre år senere, og påbegynde en karriere som lovende ung kunstner.
Netop i rette tid til at få mulighed for at arbejde som sygehjælper, postbud, rengøringsassistent, bryggeriarbejder m.m.
Netop i rette tid til at stifte et tiårigt bekendtskab med dansk kunstmuseumsverdens magasiner og værksteder, og til en uendelig række ferniseringer med sur hvidvin og søde piger, og ikke mindst til alle de mærkelige afkroge af verden hvortil kun kunsten giver adgang.
Netop i rette tid til at få mulighed for at samarbejde i mange år med såkaldt udviklingshæmmede mennesker.
Og netop i rette tid til en skønne dag at sætte mig ved siden af Anders Roland, på bænken ved kaffebaren på Roskilde torv, en formiddag ca. 1978 og aftale at vi skulle udgive en CD sammen tredive år senere.

Teksterne til sangene skulle bare lige mejsles fri af støvet, og alt det der skyggede for dem.

Det er de så blevet. De handler om dagen og vejen. Så enkelt er det.