Anders Roland & Anders Roland & Jimmi Roger Pedersen
Jimmi Roger Pedersen

Presse: Download nedenstående tekst som word-dokument her og billedet til højre i presse-format her



Guitaristen og sangeren Anders Roland er en af veteranerne på den danske scene for akustisk musik. Gennem mange år som Erik Grips makker og modstykke, som guitar-instrumentalist sammen med Finn Olafsson – og som sanger og sang-skriver på dansk. 14 år er der gået siden Anders Rolands sidste udgivelse som sangskriver – og nu er ”14 Sange” på vej, og udgives i februar 2008.

Digteren og billedkunstneren Torben Olesen, der leverede en enkelt tekst til hver af Anders’ tidligere udgivelser, har skrevet alle teksterne på ”14 Sange”. For et par år siden gav de to ungdomsvenner hinanden håndslag på, at de nu ville gå hele vejen og skrive et helt projekt sammen. Sådan noget tager tid, og teksterne handler netop om tiden, eksistensen, øjeblikket.

Anders’ musikalske makker både på Cden og LIVE er kontrabassisten Jimmi Roger Pedersen, der lægger bunden med sit virtuose, legende spil. Hans kontrabas kan også høres i mange forskellige jazz-sammenhænge, både i DK og i udlandet. Som ganske ung pakkede han nemlig bassen og spillede sig frem gennem Europa. Denne dannelsesrejse varede flere år, og undervejs mødte han mange musikalske venner, som stadig ofte har bud efter ham!

LIVE er det let at høre, at Anders Roland og Jimmi Roger Pedersen er to garvede musikere med en meget bred erfaring. Frem for alt vil de dog ind under huden på deres publikum, og det gør de med humor, indføling og en høj grad af professionalisme.

De nye numre fra ”14 Sange” er i forgrunden af repertoiret, men der bliver også plads til et par af klassikerne – samt et par overraskelser!